Datters historie
Rikke Riisager
Min mor hed Troll, ikke ”Mor”, og min far hed Torben, ikke ”Far”. Det var først, da jeg kom i skole, at jeg for alvor forstod, at det var meget mærkeligt ikke at kalde sine forældre for Mor og Far. Det var kun én af de markører, der gjorde, at vi var anderledes end vores kammerater, min søster Nana og jeg.
Mine forældre var selvvalgt fattige på et økonomisk plan. De valgte at leve for deres passion og ikke være lønslaver for ussel mammon. Dette havde andre omkostninger end blot de materielle, især for os børn, men for dem, gav det værdier, der langt oversteg, hvad penge kunne have givet. Bl.a. frihed til at være sig selv, lave det, de havde lyst til og brændte for.
Min far var arkitekt og i 1960 havde han sparet nok op, som ansat på diverse tegnestuer i København og i Lund, Sverige, til at han kunne etablere sig med sin egen tegnestue i vores lejlighed – i et hjørne af stuen. Troll arbejdede i køkkenet. På bagvæggen var der søm/kroge, hvor hun kunne hænge billedtæpperne op på et kosteskaft mens hun malede og syede dem. Der havde hun sit staffeli og malede oliemalerierne. Hun havde altid skitseblokken med, når hun var ude: til familiebesøg, til konfirmation, til foredrag, i teateret – ja alle steder.
Skolen og kammeraterne
På trods af at vi levede i en anderledes og økonomisk fattig familie, sendte Troll og Torben os på Den Franske Skole på Dag Hammarskjölds Allé. Vi boede tæt ved og hørte til Nansensgade Skole, som var en hård og barsk skole. Så trods en sparsom økonomi prioriterede de en privatskole. Det var en pigeskole, og det var primært nonner, der underviste. Vi havde skoleuniform, så de mente ikke, vi ville blive drillet pga. tøjet . Der tog de grueligt fejl. For vi var anderledes. Skoleuniform er ét, men når det drejer sig om overtøj, sko, undertøj, gymnastiktøj osv., så er det nemt at se, hvem der falder udenfor normen. Når Troll havde malet stoffet til vores anorakker og selv syet dem, så var det meget anderledes, end hvad vores kammerater gik i tilbage i 1960’erne. De var ateister, men satte os i en katolsk skole og syntes, at for eksempel at konfirmation var noget småborgerligt pis, så vi skulle selvfølgelig ikke konfirmeres. Men i en religiøs skole! Det var ikke altid nemt at skulle forsvare sit hjem på skolen, eller skolen, når vi var hjemme.
Til gengæld, da jeg kom i gymnasiet, så elskede mine kammerater at komme hjem til mig. Gæstfriheden var stor. Kammerater var velkomne til at spise med, og når vi kom hjem fra skole, havde Troll for det meste bagt boller eller franskbrød og måske sandkage i en lille rund elektrisk ovn, der stod på køkkenbordet. Så sad vi ved et meget lille klapbord og fik the og boller og snakken gik om alt muligt og hvad vi havde lært i dag mv.
Troll på stigen i forbindelse med ophængning af billedtæppe. Det kunne have været i vores køkken - men er et billede fra en avisomtale i forbindelse med en udstilling på Fyns Stift Museum i 1977. Se hele avisomtalen her.
Troll malede i køkkenet
Troll kunne godt lide selv at fortælle, men var også en god lytter. Køkkenet var spartansk indrettet: to gasblus på et gasbord, den runde elektriske ovn, som man sluttede til en stikkontakt, havde strøm i låget og den blev brugt til mange ovnretter, brød, boller og kager. Zinkvask med både koldt og varmt vand i en gummislange, der samlede de to haners vand og dermed fungerede som blandingsbatteri. Køleskab fik vi først, da jeg gik i 2. G i 1972. Vi havde også Roskildesyge flere gange om måneden….
Troll malede i køkkenet, hendes arbejdsplads. Vi kendte hendes cyklus for, hvor hun var i skabelsesprocessen. Når hun lige var færdig med et maleri/billedtæppe, så var der en ro og et nærvær over hende. Det var det, vi bedst kunne lide. Derefter kom uroen, u-koncentrationen (i forhold til os). Hun blev fjern, ikke så kontaktbar psykisk, som vi gerne ville have hende. Så når hun efter et stykke tid kom i gang med sit maleri, så arbejdede hun koncentreret og var glad og havde masser af energi.
Sommerhuset
Og så var der huset i Ganløse, vores sommerhus – og mere end det. Vi boede der fra pinse til der var så meget frost, at pumpen frøs. Det var et gammelt husmandssted, stråtækt, uden indlagt vand og elektricitet. Der var en udendørs pumpe og brønd, hvor alt vand blev hentet. Maden blev lavet på brændekomfur. Kakkelovne sørgede for varmen og petroleumslamper for belysningen. Toilettet var en spade og en rulle WC-papir og så var grunden så stor med mange træer og buske, at man let fandt et sted i fred og ro. Så længe man var ung og barn og uden at have kammerater med hjem, så var det fint nok. Det var en oase ca. en kilometer uden for Ganløse op mod skoven. Marker på alle sider. Smukt og primitivt, idyllisk og her var plads til at male, hugge figurer i gasbeton, tegne og eksperimenter med billedtæpperne. Og så kunne vi gå til Slagslunde, hvor Mormor og Morfar boede. Når det blev efterår og dagene kortere, brugte Troll mange timer på at save og kløve brænde og holde huset varmt, købe ind på cykel i Ganløse eller Slagslunde og have maden parat, når vi kom hjem hen ad aftensmadstid sammen med Torben, der havde besøgt adskillige byggepladser på vejen. Det må have været ensomt for Troll med de lange dage alene og med så mange praktiske opgaver, at der ikke har været så meget overskud til at male- Men det fandt hun nu alligevel. Hun fandt sig også i disse ensomme og arbejdsomme måneder, fordi Torben blev vinterdepressiv, når vi flyttede tilbage til lejligheden i København. og det var ikke sjovt for hverken Troll eller os børn. Så hun holdt ud. Og har også haft en frihed og plads til at male.
Sommerhuset uden for Ganløse ultimo 1960erne
Udstillinger og frimærkekonkurrencer
Indimellem havde hun udstillinger, og det var spændende perioder. Torben gik med i opløbet og var med til at planlægge, lave rammer, skrive invitationer på skrivemaskine, hænge op osv. Når hun solgte noget, blev pengene brugt til et nyt spisebord, tøj til Nana og mig eller andet, som hun aldrig fik penge af Torben til at købe. Husholdningsbudgettet var stramt, og han holdt hende i en kort snor, hvilket var ydmygende for hende og skærende for os børn at være vidne til. Skænderier om husholdningspenge, gråd og trussel om skilsmisse, hvis han ikke gav sig. Det var ikke rart at være vidne til. Men de havde et passioneret parforhold, som vi børn ikke forstod os på. Bølgerne gik højt og lavt og pludselig var alt fryd og gammen.
Torben havde sin arbejdsplads med tegnebord, arkiv, ruller med papir og hans blyanter, som vi IKKE måtte bruge, i et hjørne af stuen. Her stod telefonen også og han kunne godt lide at tale med folk. Han havde også fra starten af 1960’erne en telefonsvarer, for han havde etableret sin egen tegnestue og var afhængig af at kunne skaffe kunder. Nye kunder blev hurtigt inviteret på aftensmad og Troll var god til at lave nogle få eksotiske retter med bl.a. oliven, hvidløg, muslinger, salater mv., noget der ikke var sædvanligt på den tid i Danmark. Inspireret af det år, de boede i Sydfrankrig lige efter 2. verdenskrig.
De deltog også i forskellige konkurrencer f.eks. en frimærke-konkurrence, hvor de hver især kom med deres oplæg og bud.
Efter Torbens død
Troll havde faste meninger om, at vi skulle sørge for ikke at blive gravide, og så skulle vi få en uddannelse. Det var meget vigtigt for hende, at vi ville kunne være i stand til at klare os selv og ikke være afhængige af en mand og ikke ”hænge på” et barn. Det var faktisk svært at forstå, når man end ikke var blevet kønsmoden endnu, men det var dogmer, der blev gentaget mange gange. I dag forstår jeg hende godt. Hun havde selv klaret at vriste sig fri af en indremissionsk familiebaggrund på landet, komme på tegneskole som 16-årig og siden på Kunstakademiet og færdiggøre sin uddannelse som kunstmaler. Det har krævet vilje og masser af arbejde samt udholdenhed.
Først efter Torbens død i 1987 kom hun ud på arbejdsmarkedet og tjente sine egne penge. Hun underviste i at tegne og male under FOF og holdt en god løn og var elsket af sine elever. Det var en skam, at Torben holdt hende hjemme. Eller at hun ikke fik vristet sig fri. Det havde været godt for hende og for hele familien, hvis hun var kommet ud og fået brugt sin store viden og gode evner. For hun havde masser at give af. Elskede farvestrålende tøj og sko/støvler. Og eleverne syntes, hun var skøn. Det kunne jeg godt have undt hende at opleve længe før.
